Kommunalvalget i 1909 var noget ganske særligt. Det var det første valg efter den nye valglov fra 1908, som grundlæggende ændrede det kommunale demokrati. Antallet af vælgere blev mere end fordoblet – først og fremmest fordi kvinder nu fik valgret. Samtidig blev valgretsalderen sænket fra 30 til 25 år.
For første gang skulle hele byrådet vælges på én gang, af det samme vælgerkorps, for en fast periode på fire år. Valget foregik nu ved skriftlig og hemmelig afstemning, og forholdstalsvalg blev indført. Det var moderne demokrati i praksis.
I Nakskov betød reformen en markant vælgerfremgang. I 1906 havde byen haft omkring 1.500 vælgere. I 1909 var tallet steget til cirka 3.100.
Socialdemokratiets mål var klart: partiet ønskede absolut flertal i byrådet – mindst ni mandater. Som en gestus til de nyvalgte kvinder placerede partiet en kvinde øverst på kandidatliste: Petrea Johansen, i samtidens sprog omtalt som snedker J. Johansens hustru. Herefter fulgte de otte siddende byrådsmedlemmer. Sidst på listen, som nummer ni, stod Sofus Bresemann, der blev anset for sikker på genvalg.
Den borgerlige vælgerforening gik efter otte mandater. Også her fandtes en kvinde på listen: lærerinde frk. Anna Ejbjerg, dog placeret som nummer ni. I 1909 var kvinder i politik stadig en sjældenhed, uanset partifarve. De borgerlige lagde kortene åbent på bordet. Socialdemokraterne gjorde det ikke – og deres placering af en kvinde på førstepladsen skulle vise sig at være mere symbolsk end reel.
Ved valget den 1. marts 1909 var stemmeprocenten usædvanlig høj. Hele 86 % af vælgerne – 2.656 borgere – afgav deres stemme. Resultatet blev dramatisk tæt. Den borgerlige vælgerforening fik 1.321 stemmer og otte mandater. Socialdemokratiet fik 1.297 stemmer og syv mandater. Kun 24 stemmer skilte de to fløje.
Men for Socialdemokratiet opstod et problem: Sofus Bresemann var ikke blevet valgt. Og partiet mente ikke, at de kunne undvære ham i byrådet.
Allerede på byrådsmødet den 10. marts 1909 lå der en anmodning fra Petrea Johansen. Hun ønskede af helbredshensyn at blive fritaget for sit hverv. En sådan fritagelse krævede byrådets godkendelse. Den stedfortrædende borgmester, V. Reimer, indkaldte derfor til et ekstraordinært byrådsmøde den 18. marts. Den siddende borgmester, Preben Hoskiær, var netop afgået ved døden den 10. marts, og der var endnu ikke udpeget en ny. Det gav midlertidigt Socialdemokratiet flertal i byrådet.
Valgbestyrelsen havde enstemmigt indstillet, at Petrea Johansens anmodning blev imødekommet. Alligevel krævede lederen af den borgerlige vælgerforening, Haugaard, at få oplyst indholdet af lægeattesten. Den blev derfor fremlagt på det åbne møde, og det kom frem, at Petrea Johansen i flere år havde lidt af nervøs hovedpine og nervøse smerter.
Haugaard mente, at dette måtte have været kendt, allerede da hun opstillede. Det udløste en debat om hendes helbred og om, hvorvidt byrådsarbejdet kunne forværre hendes tilstand.
Under debatten forklarede Sofus Bresemann, at Petrea Johansen var blevet presset til at stille op, fordi man havde anset hende for velegnet. Men nu, hvor Socialdemokratiet ikke havde opnået flertal, mente han, at arbejdet ville blive for belastende for hende.
Sagen blev sat til afstemning. Haugaard stemte imod fritagelsen, to andre borgerlige medlemmer undlod at stemme, mens Reimer og Bruun sammen med de otte socialdemokrater stemte for. Dermed var beslutningen truffet.
Således endte Nakskovs første kvindelige byrådsmedlems politiske karriere, før den overhovedet var begyndt. Hun blev reelt fjernet af sin egen byrådsgruppe, som ønskede Sofus Bresemann tilbage i byrådet.
Den næste på den socialdemokratiske liste var typograf P. Albrecht Hansen. Den 17. marts anmodede også han om fritagelse – denne gang med den begrundelse, at han ville flytte fra kommunen, og at byrådsarbejdet ikke kunne forenes med hans arbejde. Der fulgte endnu en omgang debat og polemik, men resultatet blev, at Sofus Bresemann kunne tiltræde sin anden byrådsperiode den 1. april 1909.
Kort efter flyttede P. Albrecht Hansen tilbage til Nakskov.
Hele affæren blev en alvorlig belastning for Socialdemokratiet og partiets omdømme. Petrea Johansen fik – på papiret – æren af at være Nakskovs første kvindelige politiker. I praksis kom hun aldrig til at udføre sit hverv, standset af sit eget parti, før hun nåede at tage plads i byrådssalen.
Lolland-Falster Social-Demokrat 22. marts 1909 refererede sagen om Petrea på denne måde.
I Lørdags Aftes afholdtes et ekstraordinært møde i Nakskov Byraad. Formanden, Bankdirektør Reimer, oplyste, at der forelaa til Behandling Fru Johansens Begæring om fritagelse for Byraadsmandatet. Formanden havde ment, at Sagen ikke behøvede at behandles i Byraadet, hvad der heller ikke var nødvendigt efter den gamle Valglov, men efter den ny Lov var det sikrest at foretage en formelig Behandling og Afstemning. Valgbestyrelsen stod ved forrige Møde delt i et Flertal og et Mindretal. Flertallet anbefalede at give Fru Johansen Ret til ikke at modtage Valg, medens Mindretallet – Taleren – havde ønsket en Lægeattest. En saadan forelaa nu og Taleren sluttede sig derfor til Flertallet, og der forelaa altsaa nu et af Valgbestyrelsen enstemmigt anbefalet Forslag om at fritage Fru Johansen for at modtage Valg.
Haugaard: Maa jeg se Lægeattesten?
Medens Haugaard møjsommeligt staver sig igennem Lægeattesten, afventer Byraadet spændt hvad den høje “Partileder” har at sige. Da det imidlertid ser ud til, at “Lederen” aldrig vil naa til ende med Stavningen, tager Murermester Lund ordet for at sige, at det ikke af Lægeattesten fremgik, om Fru Johansen var saa sygelig, at hun ikke kunne deltage i Byraadsarbejdet.
Reimer: En saadan Lægeattest kan næppe skaffes, thi Lægerne kan jo næppe vide, hvad Arbejde der i Byraadet vil blive krævet af Fru Johansen, og derfor kan Lægerne vanskeligt sige, i hvor høj Grad hendes Helbred eventuelt kan lide ved at blive Byraadsmedlem.
Nu syntes Hr. Haugaard endelig at have strammet sig op, og han siger, at han nok syntes, at den Sygdom kunde have været bekendt før Valget, saa Fru Johansen ikke var blevet opstillet.Bresemann: Fru Johansens Nervelidelser vil sikkert blive forøgede i høj Grad ved at deltage i Byraadsarbejdet i de kommende 4 Aar; det offentlige Arbejde anspænder Kræfterne og slider paa Nerverne, og det kan vi tale med om, som staar midt i det. Naturligvis var Fru Johansens Svaghed ikke ubekendt før Valget, men til trods for hendes Indvendinger opstillede vi hende alligevel, idet vi jo ventede at blive Flertal, hvorved Stillingen ville være bleven lettere for hende. Nu skete dette ikke, og saa tør vi ikke tvinge hende til at optage en Gerning, som muligvis kan ødelægge hende. Skal der bebrejdes nogen noget i denne sag, kan det ikke blive Fru Johansen, men dem, der har opstillet hende, og da de alligevel overøses med Bebrejdelser, bliver de næppe meget ulykkelige over at tage dette Ansvar med.
Saa gik man til Afstemning. De 8 Socialdemokrater, Bankdirektør Reimer og Sagfører Bruun stemte for at fritage Fru Johansen for Hvervet. Krøyer og Lund undlod at stemme, og Haugaard dummede sig som sædvanlig ved som ene Mand at stemme imod.
